tirsdag den 4. februar 2014

Vel ankommet til Tocumwal, New South Wales

Efter vore oplevelser og erfaringer i Stonefield og Angaston har vi valgt at lave en ny blog her fra Tocumwal.



Birgitte skriver. Tirsdag d. 4. februar 2014:




SÅ er vi kommet til Tocumwal på grænsen imellem New South Wales og Victoria. På den nordlige bred af Murray River. 


Vi kørte fra Stonefield mandag morgen i sidste uge og havde forventet at ankomme til Tocumwal i løbet af aftenen, men med en stor trailer og en tungt læsset bil kunne vi ikke køre ret stærkt. Det var meget varmt, over 40 grader, og da vi var nået lidt over halvvejs, var klokken 15, og vi valgte at overnatte på et motel i Robinvale.

Tidligt næste dag kørte vi videre, og vi ankom til Tocumwal midt på eftermiddagen, tirsdag d. 28. januar.
Vi parkerede VBJ på flyvepladsen og fortsatte til Valda og Kevins hus, hvor vi bor nu. De byggede for mange år siden et lille sommerhus på en stor grund, og da de gik på pension, valgte de at bygge et helårshus på grunden og flytte hertil permanent. Det nyder vi godt af, og vi lejer deres sommerhus.


På flyvepladsen blev vi modtaget med megen venlighed af bl.a. tidligere verdensmester Ingo Renner og hans kone, Judy. Som altid føler man sig velkommen, når man kommer til Southern Riverina Gliding Club, SRGC. Der er både hangar og klubhus – og så er der næsten intet støv. 

 

De første par dage brugte vi til at komme i orden og til at få gjort Arcussen klar. Vi har haft hedebølge, siden vi ankom. Over 40 grader hver dag.

I onsdags fik vi besøg af Pia og Jan, som vi lærte at kende i Stonefield, da de arbejdede dér som hjælpere på flyvepladsen. De er på rundtur i det sydøstlige hjørne af Australien, og vi havde aftalt, at hvis de lagde deres vej forbi Tocumwal, kunne Jan få et par flyveture i VBJ.



 

Torsdag og fredag fløj Jan sammen med Jørgen, og Pia og jeg var hjemme i huset i air condition. Jan og Pia har indrettet deres bil, så de kan overnatte i den, men lige nu er det alt for varmt, så de havde slået telt op nede ved floden (vi har for øvrigt købt deres bil, så vi har en lidt større bil til næste sæson, da det kniber lidt for vores Daewoo at trække Arcussen) Pia og Jan efterlader den hos Harry og Wendy i Sydney, når de tager hjem til Tyskland til april).

I lørdags fløj Jørgen og jeg en tur. Det var så dejligt at se New South Wales fra luften igen. Der er udelandings muligheder overalt, termikken var god, og vi kunne komme i over 4000 meter, hvor der var dejlig køligt. Pia og Jan havde lavet aftensmad, da vi landede 



I søndags var det 43 grader, så jeg valgte at blive i aircondition og lave blog. Det var Jan ikke ked af, for så kunne han få forsædet i VBJ.







 










 



Pia og Jan fortsatte deres rejse i dag, tirsdag, men til gengæld er Neil og Glenda hér, så dem skal vi snart besøge. Og Roger er lige landet med sin Arcus. Det skal nok blive hyggeligt.

Mange hilsener

Birgitte














Ingen kommentarer:

Send en kommentar